“Livet er for kort til at gå med kedelige øreringe”
Historien om Nadius
Mit navn er Nadia-Maria og jeg har siden barnsben været enormt kreativ. Med to umanerligt spontane og nytænkende forældre, tror jeg heller ikke at det kunne være endt anderledes. Udover at hjælpe til med byggeprojekterne i vores gamle hus, tegnede og malede jeg også meget som barn. Ja faktisk tegnede jeg så meget at jeg måtte købe nye kladdehæfter flere gange om året for at der både skulle være plads til de noter jeg skrev ned i timerne – og alle mine tegninger.
Efter 9. klasse, sprang jeg direkte videre til KTS i håbet om at uddanne mig til ædelmetalsmed – men min mangel på tålmodighed kom i vejen. Gaaaab hvor er det kedeligt at polere! Istedet tog jeg uddannelsen Butiksassistent m. speciale i hobbyprodukter og legetøj. Og herefter arbejdede jeg 6 år i Panduro Hobby, hvor jeg fik afprøvet en helt masse forskellige hobbyer og det var især her at jeg for alvor fik øjnene op for smykkefremstilling.
Først lavede jeg perlesmykker, men senere blev det til smykker af krympeplast, beton og ler. Der blev eksperimenteret med mange materialer – lige indtil jeg mødte min mand i 2021. Han præsenterede mig nemlig for resin. Resin er et to-komponent flydende plastik materiale som støbes i forme.
Jeg arbejdede med resin i 3 år før jeg begyndte at snuse lidt til andre materialer igen. Her genfandt jeg interessen for leret, da jeg fandt et mærke som er markant lettere at arbejde med, end dét jeg havde afprøvet førhen. Og så fik jeg pludselig øje på glasset og keramikkens egenskaber også.
På nuværende tidspunkt laver jeg mest smykker af resin og ler, men det er simpelthen fordi at alt mit keramik bliver lavet i en indsats i mikroovnen og fordi at glas er enormt omstændigt at lave via en lille gasbrænder. Det betyder b.la. at jeg kun kan lave keramik der er 5×10 cm og så er der kun plads til den ene ting i indsatsen, hvilket både er en langsommelig proces og dyrt i strøm. Jeg har bestilt en keramikovn og tilkøbt et styresystem så jeg også kan lave glas i den – og den skulle gerne ankomme til februar/marts 2026. Det glæder jeg mig til, for så kan jeg både lave flere ting ad gangen og lave større ting.
Jeg er førtidspensionist grundet kronisk hovedpine og kroniske smerter i størstedelen af min krop (dvs. at jeg har disse smerter alle døgnets sekunder, uden pause – nogensinde). Det betyder også at jeg altid arbejder med mine smykker når jeg har brug for en pause fra omverdenen. Når jeg ikke har flere kræfter fordi jeg har brugt dem på at udholde mine smerter, når jeg ikke har mere energi til at ordne praktiske ting i hjemmet eller når jeg bare ikke har overskud til at være social, så fordyber jeg mig i leret/resinen/keramikken/glasset og laver lige præcis det JEG har lyst til. Jeg eksperimenterer med materialer, leger med farver og afprøver teknikker – fordi jeg har lyst og fordi det giver mig ro.
På den måde kan du som kunde også altid vide dig sikker i at de produkter du køber af mig, er lavet med kærlighed. De er lavet fordi jeg havde lyst og ikke fordi jeg SKAL. De er lavet fordi de giver mig livskvalitet. Og så gør det jo heller ikke noget at det er one-of-a-kind smykker som ingen andre render rundt med, vel?
Hvis du stadig sidder og undrer dig over hvor navnet Nadius kommer fra, så må jeg skuffe dig og sige at historien bag navnet desværre ikke er særlig spændende. Det stammer fra mine spæde teenageår, hvor jeg rendte rundt i sort tøj med dødningehoveder, umanerligt meget eyeliner rundt om øjnene og det mest tupérede hår du kunne forestille dig. Vi var en kæmpe flok “emo/scenekids” der mødtes i Kongens have hver fredag og snakkede om hvor hårdt livet var, imens vi spiste McDonalds og drak Lambrusco (fy for…).
Da vi stort set alle sammen var fra samme årgang, havde vi også mange af de samme navne (vores forældre var ikke super kreative dengang) og det gav altså rod i grupperne, når man skulle sladre om hinanden – og derfor begyndte vi at kalde hinanden kælenavne. Det blev blandt andet til navne som: Panda, Momo, Viix, Zylle osv. Ja navnene blev tit fundet ud fra hvad vi hed i forvejen og selvom at jeg længe blev kaldt “Nai Nai”, så var det alligevel kælenavnet “Nadius” der hang bedst og længst ved. Ingen ved hvorfor, men jeg kunne nu egentlig meget godt lide det og derfor har jeg valgt at beholde det.
